Guardiola erkender massive problemer: Vi kan ikke spille 90 minutter på topniveau
Efter en overraskende vaklende sæsonstart, der både har budt på et stort hjemmenederlag mod Leicester og et pointtab mod Leeds, kom Manchester City tilbage på sporet med en 1-0 sejr hjemme mod Arsenal lørdag.
Sejren kom dog ikke i hus efter en City-opvisning, som vi er vant til dem. Tværtimod måtte Guardiolas tropper holde koncentreret stand til sidste sekund mod et udmærket Gunners-hold, og spanieren erkender, at sæsonstartens mange skader har haft en negativ indvirkning på præstationerne.
– Vi har ikke haft forberedelsestid. Liverpool og Arsenal gik i gang tre uger før os, og vi har haft tre spillere med Covid og Bernardo (Silva) skadet, udtaler han ifølge Manchester Evening News.
– I vores position er det vigtigt at vinde kampe. Nu er (Aymeric) Laporte ude igen, (Benjamin) Mendy ude igen, Kevin (De Bruyne) ude igen. Vi kan ikke spille 90 minutter på topniveau, men vi klarede skærene, tilføjer Guardiola.
Sergio Agüero vendte tilbage efter sin skadesperiode i sejren mod Arsenal, men til gengæld advarede Guardiola efterfølgende om, at angrebskollegaen Gabriel Jesus potentielt set kan være ude i månedsvis.
Manchester City tager onsdag hul på deres Champions League-sæson hjemme mod Porto, før en udekamp mod West Ham venter i næste weekend i Premier League.