Vred Ancelotti vil appellere rødt kort: En joke
Everton fik for anden kamp i træk rødt kort, da Lucas Digne blev smidt ud for en stempling på Kyle Walker-Peters i søndagens 0-2 nederlag mod Southampton.
Og manager Carlo Ancelotti, der bestemt ikke var enig i dommerens beslutning, spekulerede efterfølgende over om den megen diskussion om Jordan Pickford og Richarlisons voldsomme tacklinger mod Liverpool i sidste weekend havde indfyldelse på franskmandens udvisning.
– Det røde kort var en joke. Det var ikke intentionelt, og det var helt sikkert ikke voldeligt, udtaler Ancelotti ifølge Goal.
– Måske var det til gult. Og måske alt den snak hele ugen om Pickford og Richarlison påvirkede beslutningen. I så fald er det hverken korrekt eller fair. Vi vil helt sikkert appellere, tilføjer Everton-manageren.
Lucas Digne står til tre kampes karantæne, hvis Everton ikke får held med deres appel.