BEKRÆFTET: Her er værtsnationen for UEFA Nations League-finalen
Det er VM-feberen, der raser lige nu. Det er en turnering, som foregår i FIFA-regi.
Men nu er der kommet nyheder ind fra en turnering, som foregår i UEFA-regi – nemlig UEFA Nations League.
UEFA oplyser tirsdag, at det bliver Holland, som får æren af at afholde UEFA Nations League-finalerne i 2023.
Det er de to hollandske byer, Rotterdam og Enschede, der er blevet valgt af det hollandske fodboldforbund til at være værter for kampene.
Det skriver UEFA på sin hjemmeside.
Semifinalerne finder sted 14. og 15. juni næste år, mens bronze- og finalekampen er planlagt til den 18. juni.
Lodtrækningen, hvor vi finder ud af, hvem der skal møde hinanden i semifinalerne, finder sted i den schweiziske by Nyon, hvor UEFA har sit hovedkvarter, i januar næste år.
Foruden Holland, deltager også Kroatien, Italien og Spanien i Nations League-finalerne.