Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Transferrekord? Newcastle lurer på franskmand

Af Emil Plovgaard
05.07.2022 Kl. 20:33
Newcastle kan slå klubbens transferrekord denne sommer.
Newcastle øjner en transferrekord, for klubben kommer ikke billigt til Bayer Leverkusens franske kantspiller Moussa Diaby.
 
Det skriver 90min.
 
Ydermere er både Callum Hudson-Odoi fra Chelsea og Anthony Gordon fra Everton iblandt de emner, som klubben i øjeblikket overvejer af offensive mål.
 
Dog skulle Diaby toppe listen over ønskespillere til den offensive del af spillet, skriver mediet.
 
Der er allerede blevet foretaget et omfattende stykke scoutingarbejde, og repræsentanter fra begge klubber har været i dialog om en mulig transfer.
 
Udadtil har Bayer Leverkusen gjort det klart, at man ikke ønsker at miste Diaby denne sommer, men et bud i omegnen af 40 millioner pund – 346 millioner kroner – kan muligvis få dem til at skifte mening.
 
Skulle det ende med at blive prisen, vil det gøre ham til Newcastles dyreste spiller nogensinde. I øjeblikket er Joelinton indehaver af den rekord, da han skiftede til The Magpies for 37 millioner pund i sommeren 2019.
 
Diaby skiftede til Bayer Leverkusen fra Paris Saint-Germain i sommeren 2019 for bare 12 millioner pund, så det er en heftig fortjeneste, Bundesliga-klubben kan sikre sig.
 
I sidste sæson var 22-årige Diaby i vigør, da han med 13 mål og 12 oplæg bidrog til i alt 25 mål i sine 32 Bundesliga-kampe.
 
En formkurve, der samtidig har gjort, at han i løbet af året har været en væsentlig del af Didier Deschamps franske landshold.
 
Indtil videre har Newcastle sikret sig Matt Targett, Nick Pope og Sven Botman af tilgange, men klubben er tilsyneladende ikke færdig med at forstærke sig.
 
Foruden en ny kantspiller, ønsker klubben også at hente en angriber samt en midtbanespiller til klubben, inden den nye sæson fløjtes i gang i begyndelsen af august.

Annonce