Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tidl. Palace-træner svines til i Holland: Begik 11 fejl mod Tjekkiet

Af Emil Plovgaard
28.06.2021 Kl. 12:26
Der er langt fra tilfredshed med Hollands landstræner, Frank de Boer, i den hjemlige presse.

Han holdt kun 10 uger i Crystal Palace. Det var ellers meningen, at han skulle være den langvarige erstatning for Sam Allardyce, og derfor var han da også blevet udstyret med en kontrakt af tre års varighed.

Men efter fire nederlag og ingen mål scoret fik Frank de Boer sparket. Det fik José Mourinho til at kalde ham den værste træner, der nogensinde har betrådt et græstæppe i Premier League.

Meget er sket siden sommeren 2017, hvor ovennævnte begivenheder fandt sted, og i september 2020 blev han ansat som hollandsk landstræner.

Også her kan der muligvis blive tale om et ophold med en forholdsvis kort varighed.

I al fald er den hollandske presse langt fra tilfredse med De Boers måde at agere på. Hverken formation, taktik eller udskiftninger har landstræneren styr på.

Særligt dispositionerne efter udvisningen til Matthijs de Ligt er genstand for megen debat.

Dagen efter 0-2-nederlaget til Tjekkiet i ottendedelsfinalen, er der således hård kritik af De Boer.

Den store avis i det flade land med de mange tulipaner og vindmøller, De Telegraaf, lister blandt andet 11 fejlskud op, som landstræneren har begået.

Algemeen Dagblad, der har base i Rotterdam, skriver, at der ingen undskyldninger er, hvad angår nederlaget til Tjekkiet og retter sigtekornet mod De Boers fejlslagne formation med en mand i undertal.

– Når man spiller 10 mod 11 er taktikken altid klar; så spiller man 4-4-1, skriver avisen blandt andet og retter en kritik af, at det ikke var tilfældet i søndagens kamp.

 

Annonce