United-legender hylder overset nyindkøb: Har spillet sig i startopstillingen
Manchester United vaskede tirsdag aften det kedelige 1-2 nederlag i Tyrkiet af sig med en flot 4-1 sejr over Istanbul Basaksehir i det omvendte opgør på Old Trafford.
Særligt imponerede hollandske Donny van de Beek, der for engangs skyld havde fået en startplads i Ole Gunnar Solskjærs startopstilling, og flere Red Devils-legender var imponeret over midtbanespilleren.
– Jeg var virkelig tilfreds med ham, udtalte Rio Ferdinand ifølge The Independent efter opgøret.
– Han er den ene spiller, der vil få de andre til at spille godt.
Også Paul Scholes og Owen Hargreaves havde roser til van de Beek.
– Nogle af førstegangsberøringerne var fantastiske. Vi så ham i aften i hans bedste position. Jeg tror, at han er god nok til at spille den defensive rolle, udtalte Scholes.
– Van de Beek er så uselvisk, at han kan passe ind overalt…Han spillede sig selv til en plads i startopstillingen, tilføjede Hargreaves.
Manchester United købte Donny van de Beek af Ajax denne sommer for næsten 300 milllioner kroner, men han har endnu ikke startet på banen i Premier League. Det kan der blive lavet om på, når United gæster Southampton på søndag.