Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Trods krisetiderne: Premier League og spillerforeningen kan ikke blive enige om lønnedgang

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
02.04.2020 Kl. 06:46
Premier League og PFA er efter onsdagens forhandlinger ikke nået til enighed om en aftale, der vil få Premier League-spillerne til at gå ned i løn.

I adskillige andre ligaer og hos en række andre storklubber er stjernerne gået med til midlertidigt at gå ned i løn, fordi fodboldindustrien ligesom så mange andre brancher lider økonomiske tab under coronakrisen.

Men i England er Premier League og spillerforeningen endnu ikke nået til enighed om en aftale, som vil skære i spillernes løn.  Det meldte begge parter ud sent onsdag aften efter forhandlinger.

– Ingen beslutninger blev truffet i dag, men forhandlingerne fortsætter inden for de næste 48 timer og fokuserer på en række aktuelle emner som spillernes løn og genoptagelsen af 2019/20-sæsonen, lyder det i en fælles udmelding fra begge parter.

Forleden blev Tottenham-bestyrelsesformand Daniel Levy mål for stor kritik, da han meldte ud, at Londonklubbens 550 ikke-spillende ansatte måtte gå 20 procent ned i løn. Spillerne var altså ikke inkluderet i den lønnedgang.

Hos klubber som Juventus, Bayern München og Barcelona har man til modsætning set spillere gå ned i løn for at kunne finansiere andre ansattes løn under krisen.

 

Annonce