Manchester City-målscorer spillede to kampe samme dag
Cole Palmer har været en travl mand den seneste uge.
Først fik han et kort indhop i Premier League-kampen mod Burnley lørdag eftermiddag på Etihad Stadium, og bare nogle timer senere gik han på banen til sin anden kamp samme dag.
For U23-holdet spillede han imidlertid en noget større rolle. Her startede han på banen, og i kampen mod Leicester kom han også på måltavlen hele tre gange.
Præstationen for reserveholdet imponerende formentlig også Pep Guardiola, for i tirsdagens Champions League-kamp mod Club Brügge blev midtbanespilleren igen sendt på banen.
Denne gang skete det 27 minutter før tid, og den 19-årige englænder udnyttede spilletiden til at få scoret sit første Champions League-mål.
I alt har han spillet syv førsteholdskampe for The Citizens, hvor han har scoret to gange.