Frank: Nørgaard kunne gøre det næsten så godt som Fabinho
Christian Nørgaard har fået en glimrende start i Premier League, hvor han blandt andet har scoret mod Arsenal, og Thomas Frank er meget imponeret over sin danske landsmand.
Og forud for opgøret mod Liverpool senere i dag fortæller Brentford-træneren, at han sågar mener, at Nørgaard næsten kunne erstatte Fabinho.
– Hvis man tog ham ud og satte ham ind på Liverpools hold og skiftede Fabinho ud med ham, tror jeg ikke, man ville se nogen stor forskel, fortæller Thomas Frank ifølge talkSPORT.
– Jeg tror, Christian er en late bloomer, og jeg er virkelig, virkelig glad for, at han spiller for Brentford, siger Frank om Nørgaard.
Midtbanespilleren har på Brentford-holdet udfyldt en lignende rolle som Fabinho i Liverpool som den mest dybdeliggende midtbanespiller.
Alligevel er det dog store ord fra Frank at sige, at Nørgaard næsten ville kunne gøre det lige så godt som brasilianeren, der gennem flere år har været en af verdens bedste på sin position.