Tidligere Chelsea- og Arsenal-stjerne stopper karrieren
En af de bedste venstre backs siden årtusindeskiftet har valgt at hænge støvlerne op. Der er tale om Chelsea-ikonet, Ashley Cole.
Den tidligere engelske landholdsspiller har tørnet ud for klubber som Arsenal, Chelsea, Roma, LA Galaxy og senest Derby, hvor englænderen havde sin tidligere holdkammerat Frank Lampard som manager.
Nu er det dog slut.
– Efter svære overvejelser har jeg besluttet at hænge støvlerne op og kigge frem mod et nyt kapitel, som forhåbentligt bliver inde for trænergerningen, siger den tidligere Champions League-vinder ifølge Skysports, inden han reflekterer over sin karriere.
– Som ung knægt forventede jeg ikke at spille en kamp som professionel. Når jeg kigger tilbage, kan jeg sige, at jeg har spillet verdensmesterskaber, Champions League-finaler og vundet Premier League-titler. Det er enhver drengs drøm. Jeg opfyldte mine drømme, og nu kigger jeg mod fremtiden, siger han.