Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Endnu en legende vender hjem: Cole bliver tilbudt Chelsea-job

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
18.08.2019 Kl. 20:01
Ashley Cole bliver angiveligt tilbudt en trænerrolle for Chelsea, skriver Daily Mail.

Efter tyve lange sæsoner som professionel kunne Ashley Cole i dag annoncere, at han stopper sin aktive karriere som fodboldspiller.

Men trods sin fodboldpension ser han ud til at kunne fortsætte med at arbejde i fodboldverdenen, for venstrebacken forventes at blive tilbudt en trænerrolle for Chelsea.

Det skriver Daily Mail søndag aften. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at den 38-årige englænder takker ja, men tilbuddet skulle være reelt og fortsætter den trend, som The Blues har startet med at hente tidligere toneangivende spillere tilbage til klubben.

Frank Lampard er den mest åbenlyse som ny manager, mens Petr Cech også igen er at finde på The Bridge som sportsdirektør.  Derudover er Claude Makelele og Paulo Ferreira også en del af træner-teamet i klubben.

Daily Mail lægger op til, at Cole kan se frem til en trænerrolle magen til de to sidstnævnte.  Det passer måske forsvareren fint, for i forbindelse med offentliggørelsen af sit karrierestop flirtede Cole også med tanken om at fortsætte som træner.

– Jeg kigger mod det næste kapitel, som forhåbentligt bliver som træner. Jeg er ved at tage træneruddannelsen og ønsker at blive en stor træner, sagde den tidligere Chelsea- og Arsenal-forsvarer da.

 

 

Annonce