Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Premier Leagues yngste debutant: Hvem er Harvey Elliot?

Af Jeppe Augustsen
08.07.2019 Kl. 11:46
Vi har set nærmere på Harvet Elliot, der skifter fra Fulham til Liverpool.

ARTIKLEN ER OPRINDELIGT BRAGT DEN 8. JULI 2019. 

Liverpool har sikret sig den unge Harvey Elliot fra Fulham, og der var angiveligt hård kamp om den 16-årige englænder.

Men hvem er denne Harvey Elliot, som besidder rekorden for at være den yngste Premier League-debutant nogensinde? Vi har taget et nærmere kig på ham.

Hvor startede han karrieren?

Harvey Elliot er født dem 4. april i 2003 i Chertsey, der ligger i det sydøstlige London. Han startede karrieren i QPR, hvorefter han skiftede til London-rivalerne fra Fulham. Her spillede han bl.a. sammen med de to tvillingebrødre, Ryan og Steven Sessegnon.

Hvornår fik han førsteholdsdebut?

Han fik sin debut for Fulhams førstehold, da han var 15 år og 174 dage gammel. Det var i en Carabao Cup-kamp mod Millwall, hvor han blev skiftet ind med ni minutter igen. Den 4. maj fik han sin Premier League-debut for Fulham. Han blev skiftet ind i det 88. minut i 0-1-nederlaget mod Wolverhampton. Han blev med sine 16 år og 30 dage den yngste debutant i Premier Leagues historie.

Hvilken spillertype er han?

Harvey spiller de fleste af sine kampe på højrekanten, og med sit venstreben trækker han oftest ind i banen, hvor han løber med bolden og sætter sine medspillere op eller afslutter selv i 'Robben-stil'. Men sin hurtighed og 170 centimeter er han svær at komme ind på, når han er i fart.

Hvad er der blevet sagt om ham?

"Han er et specielt talent, og vi vil pleje ham så godt, vi kan" – Fulham-manager Scott Parker.

"Han har været en sensation, siden han blev hevet op til træning for nogle måneder siden. Han har lavet nogle magiske tricks, som folk har fået til at sige "wow". Hans attitude og tro på sig selv er skræmmende. Han har en god fodboldhjerne, har øje for målet og er en undeholdende spiller. Forhåbentlig får han en lang og succesfuld karriere" – Fulham-anfører Tom Cairney.

Hvilke klubber var interesseret?

Ifølge Melissa Ruddy fra ESPN var Chelsea, Manchester City, PSG, Real Madrid, Barcelona, Dortmund og RB Leipzig blandt de interesserede klubber.

Hvor meget kommer han til at koste Liverpool?

Liverpool skal forhandle en kompensation på plads med Fulham, som de gjorde, da de hentede Dominic Solanke i Chelsea. Det forventes at lyde på et par millioner pund. Kan de ikke nå til enighed, skal et udvalg fastslå en kompensation.

Hvilken kontrakt får han? 

Han kan først skrive under på en fuldtidskontrakt, når han fylder 17 år, hvilket han gør den 4. april næste år. Som 17-årig kan kontrakten maksimalt lyde på tre år.

Annonce