Aguero har store ambitioner: Champions League-triumf er målet næste sæson
Manchester City vandt søndag mesterskabet for andet år i træk, men holdet, som af mange betragtes som jordens stærkeste, har endnu succes i Champions League til gode.
Derfor mener Sergio Aguero også, at Mestrenes Turnering er holdets helt store udfordring næste sæson, hvor han selv håber på at kunne blande sig i opløbet til Ballon d'Or-uddelingen.
– Det er på tide, vi vinder Champions League. Det var også vores mål i år, men der sker bare visse ting i fodbold, siger Aguero ifølge Manchester Evening News og refererer til Fernando Llorentes afgørende mål i kvartfinalen, som sendte Tottenham videre i stedet for The Citizens.
– Vi røg ud på sådan en lille marginal, en albue, som var offisde, men næste sæson forsøger vi igen at kæmpe til det allersidste i Champions League, siger Aguero, der har så stor tiltro til egne evner, at han godt kunne se sig selv vinde Ballon d'Or-trofæet.
Skal det ske, kræver det dog også, at City præsterer i næste sæsons Champions League.
– Når alt kommer til alt, så tror jeg, du bliver nødt til at være i Champions League for at have chancen for at vinde Ballon d'Or, siger Aguero.