Manchester United klar til at udnævne Mike Phelan til sportsdirektør
Mike Phelan bliver efter alt at dømme udnævnt til rollen som Manchester Uniteds første sportsdirektør, mens Michael Carrick står til en forfremmelse.
Det skriver Daily Mail mandag.
Ledende personer fra klubben, heriblandt Matt Judge, der er ansvarlig for klubbens forretningsudvikling, har forhandlet med Phelan, siden Ole Gunnar Solskjær sidste måned blev udnævnt som fast træner.
Phelan og klubben er endnu ikke nået til stadiet, hvor løn skal forhandles, men klubbens vicebestyrelsesformand Ed Woodward er angiveligt ivrig efter at få udnævnelsen af Phelan på plads hurtigst muligt.
Mike Phelan har erfaring fra en lignende stilling for Central Coast Mariners i Australien, men selvom det efter sigende kun er et spørgsmål om tid, før han tiltræder i rollen som sportsdirektør for The Red Devils, forventes han fortsat at få en rolle i Ole Gunnar Solskjærs trænerstab.
Fremover vil det dog være Michael Carrick, der skal være Solskjærs højre hånd og assistenttræner på sidelinjen, mens Kieran McKenna, der er ansvarlig for førsteholdstræningen, også bliver tildelt en ny kontrakt.