FA er tæt på at godkende salg af Wembley til Fulham-ejer for £600 millioner
Siden april har det været velkendt, at det engelske fodboldforbund, FA, og ejeren af Fulham samt NFL-holdet Jacksonville Jaguars, Shahid Khan, har forhandlet om et eventuelt salg af Wembley.
Ifølge Evening Standard er de to parter nu nået til enighed om vilkårene for stadionsalget, som angiveligt vil koste Khan £600 millioner.
Som en del af salget har Fulham-ejeren måttet takke ja til en række aftaler, der blandt andet forbyder ham fra at ændre navnet på det engelske nationalstadion, ligesom der ikke må sponsoreres for eksempelvis gambling, kviklån eller pornografi.
Derudover har det engelske fodboldforbund også fået en garanti på, at Wembley fortsat kan blive brugt til landskampe og FA Cup-finalen, men fremover kan det engelske landshold godt vænne sig til at skulle spille på hjemmebane på andre engelske stadions.
I efterårsmånederne vil Wembley nemlig være reserveret til Jacksonville Jaguars' NFL-kampe på engelsk grund, skriver Evening Standard.
Alt i alt tyder det altså på, at en aftale er tæt på at blive indgået, men der kan stadig blive spændt ben for de ambitiøse planer om at overtage Wembley.
FA's bestyrelse skal i morgen, torsdag, stemme om salget i morgen, og en lille gruppe af bestyrelsesmedlemmer i det engelske fodboldforbund har endnu ikke tilkendegivet, om de er for eller imod salget.
For selvom majoriteten stemmer for, skulle FA's administrerende direktør, Martin Glenn, angiveligt ønske fuldkommen opbakning til salget, så blot ét enkelt kryds imod salget kan potentiel blive en stopklods.