Wolves-manager ignorerer United-rygter
Tyske medier hævdede i sidste uge, at Manchester United har udset sig Wolverhampton-manager Nuno Espirito Santo som en langsigtet afløser for Jose Mourinho. Rygterne er også nået til England og på pressemødet forud for weekendens kamp mod Burnley blev den 44-årige portugisiske manager spurgt ind til historierne:
– I kender mig. Jeg bryder mig ikke om at tale om den slags, fordi det giver slet ikke mening, lød det korte svar fra Wolves-manageren og tilføjede:
– Det er slet ikke tidspunktet at snakke om dette på. Jeg ignorerer rygterne fuldstændig.
De engelske medier var imidlertid ikke tilfredse og forsøgte med endnu et spørgsmål. Denne gang om Nuno Santo kunne se sig selv i en klub på størrelse med Manchester United i fremtiden:
– Jeg bryder mig ikke om at se langt ud i fremtiden. Jeg arbejder på daglig basis. Jeg ved, hvad jeg skal i morgen. Jeg skal forberede mit hold på en svær kamp mod Burnley. Det er sådan jeg ser min fremtid. Dag for dag, slutter Wolves-manageren.