PRE-SEASON: Vestergaard fik debut, da Saints tabte til Lampards Derby
Premier League-klubberne er i gang med at forberede sig til den kommende sæson, og i dag blev der spillet en ganske interessant træningskamp mellem Southampton og Derby County fra den næstbedste række.
Hele to danskere var således at finde på Southamptons bænk i form af Pierre-Emile Højbjerg og sommerindkøbet Jannik Vestergaard, mens den Chelsea-ejede midtbanespiller Mason Mount og den Liverpool-ejede angriber Harry Wilson fik chancen fra start for Derby.
Fra bænken kunne de to danskere se Frank Lampards Derby få den bedste start på opgøret, selvom Championship-klubben ikke formåede at sende bolden i netmaskerne. Saints kunne dog heller ikke få scoret, og der blev dermed ikke scoret i 1. halvleg.
I pausen valgte manager Mark Hughes at sende Jannik Vestergaard i aktion, og den danske midtstopper var tæt på at bringe Saints i front få minutter inde i 2. halvleg. Et frispark blev slået ind i panden på Vestergaard, men Scott Carson i Derby-buret snuppede forsøget.
Senere i 2. halvleg gik det så galt for Southampton, da Tom Lawrence bragte Derby i front. Bagud med 0-1 valgte Hughes at smide Pierre-Emile Højbjerg ind, men midtbanespilleren formåede ikke at vende nederlaget til sejr.
I stedet for scorede Derby yderligere to gange og vandt opgøret med 3-0.
Du kan se Vestergaards store chance her:
Almost the perfect start to @JVestergaard7's #SaintsFC career, but he's denied by Scott Carson! pic.twitter.com/82n8sx9MJd
— Southampton FC (@SouthamptonFC) 21. juli 2018