Keane kræver mere af to profiler: Ikke kun Pogba man kan pege fingre af
Paul Pogba har i den seneste tid været et stort samtaleemne i den engelske presse.
Jose Mourinho har angiveligt ikke været helt tilfreds med franskmandens præstationer, men Roy Keane mener ikke, at Paul Pogba er den eneste, der skal gøre det bedre.
– Paul Pogba er en fantastisk spiller. Lige nu er han under et stort pres, og der bliver snakket meget om ham. Han var ikke med fra start mod Sevilla, men han bør være i startelleveren, siger Roy Keane til ITV og tilføjer:
– Udenfor banen har han en stor personlighed, som man kan se på de sociale medier med sin frisure og fede biler. Det skal han overføre på banen, men Manchester Uniteds problemer er ikke kun Pogba.
– Lukaku skal gøre mere, Sanchez skal være bedre, og så skal de investere i defensiven. Pogba skal gøre det bedre, men man kan ikke kun pege fingre af ham, slutter Keane.