Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Wenger gør sig klar til travl sommer: 10 spillere står på ønskelisten

Af Jeppe Augustsen
21.03.2017 Kl. 17:20
Arsene Wenger ser ud til at fortsætte som Arsenal-manager, og franskmanden gør sig klar til et travlt transfervindue til sommer.

Der er endnu ikke kommet en bekræftelse på Arsene Wengers fremtid, men de engelske medier beretter, at ledelsen og Arsene Wenger er blevet enige om at forlænge samarbejdet. 

Mens der er landsholdspause skal de to parter forhandle en ny kontrakt på plads.

Det er vigtigt for Arsenal at få fremtiden på plads, når det gælder managerposten, da klubberne så småt er begyndt at forberede sig til sommerens transfervindue. Arsenal kan derfor misse deres transfermål, hvis de ikke har en manager på plads.

Daily Mirror berettede i går aftes, at Arsenal er klar til at sælge både Alexis Sanchez og Mesut Özil til sommer, hvis de ikke forlænger deres nuværende kontrakter, der står til at udløbe i 2018. Arsene Wenger vil dermed gå en meget travl sommer i møde, hvis han også skal finde erstatninger for dem, men franskmanden forbereder sig og har lavet en længere ønskeliste.

På den offensive del af banen har han Alexandre Lacazette (Lyon), Kylian MBappé (Monaco), Marco Reus (Dortmund) og Moussa Dembele (Celtic) på sin ønskeseddel. Det skriver Daily Mirror.

Ifølge den engelske avis skal han også ud og finde en ny keeper i stedet for David Ospina, og her har han Jack Butland som sin førsteprioritet, mens Jordan Pickford og Joe Hart også er mulige emner. 

På venstreback-positionen vil han også forstærke sig, selvom han har Nacho Monreal og Kieran Gibbs. Her har Wenger udset sig Kieran Tierney (Celtic) samt Jose Gaya (Valencia).

Også på den centrale midtbane vil Arsene Wenger forstærke sit mandskab, hvor han angiveligt skulle være klar til at sælge Aaron Ramsey, hvis det rette bud kommer, og som erstatning har han Ross Barkley på radaren.

Der kan altså komme gang i svingdøren på Emirates Stadium til sommer, men ledelsen i Arsenal mener, at Arsene Wenger er den rette mand til det.

Annonce