Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tre anholdt for uroligheder mellem Millwall og Leicester

Af Marcus Sørensen
19.02.2017 Kl. 10:49
Tre Millwall-fans er blevet anholdt for de uroligheder, de lavede, da Leicester blev besejret i FA Cuppen. Det bekræfter The Metropolitan Police.

Det gik vildt for sig, da dommeren fløjtede FA Cuppen-kampen mellem Millwall og Leicester af i går.

League One-klubben sendte de engelske mestre ud af FA Cuppen, og det skabte stor glæde på The Den, hvor tusinder af fans invaderede banen.

Det udviklede sig dog hurtigt til at blive en provokation mod Leicesters medrejsende fans, da menneskemængderne bevægede sig ned mod den endetribune, hvor de tabende fans var placeret.

Et massivt politiopbud formåede at holde fansene fra hinanden, hvorfor det aldrig stak helt af.

The Metropolitan Police bekræfter i dag, at de har anholdt tre personer for at forstyrre den offentlige orden, da de opsøgte slagsmål.

Politiet oplyser desuden, at de havde lavet en speciel plan til kampen, hvor ekstra betjente var indkaldt.

Der trækkes i aften lod til kvartfinalerne af FA Cuppen. Først skal Tottenham og Manchester United dog se, om de kan spille sig videre senere i dag.

Annonce