Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Swansea-boss erkender: Kan blive min sidste kamp

Af Tobias Reffstrup Rasmussen
29.09.2016 Kl. 16:58
Swansea-manager Francesco Guidolin er en presset mand, og italieneren erkender, at weekendens kamp imod Liverpool kan blive den sidste med ham ved roret.

Det er kun blevet til en enkelt sejr for Swansea, og weekendens nederlag til Manchester City var det tredje nederlag på stribe. Francesco Guidolins job som Swansea-manager hænger i en tynd tråd, og Ryan Giggs og Bob Bradley har været nævnt som bejlere til jobbet.

Swansea møder lørdag Liverpool hjemme på Liberty Stadium, og det kan blive en meget vigtig kamp for den 60-årige manager.

– Måske, det kan ske, svarer Guidolin ifølge BBC til spørgsmålet om, om han skal vinde for at beholde sit job.

Guidolin vil ikke bekymre sig, men i stedet fokusere på spillerne og forberedelserne til lørdagens kamp.

– Jeg snakkede med bestyrelsesformanden sidste uge, men i øjeblikket er det vigtigste for mig at arbejde med spillerne og forberede os til næste kamp. Vi skal være fokuserede og koncentrerede.

– Jeg ved, at det ikke er et godt øjeblik for holdet. Tabellen ser ikke godt ud, og vi behøver resultater. Men min position er ikke vigtig. Det vigtige er Swansea Citys position, siger Guidolin, som ikke bekymrer sig om spekulationerne om Giggs og Bradley som ny Swansea-manager.

 

Annonce