Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Southampton og Højbjerg gjorde kort proces mod Schmeichels Leicester

Af Morten Bruun Jørgensen
22.01.2017 Kl. 13:51
Southampton stoppede en stime på fire nederlag i træk, da de gjorde kort proces i hjemmekampen mod Leicester.

Det var to formsvage hold, der mødtes på St. Mary’s Stadium på den engelske sydkyst i søndagens første af tre Premier League-kampe. Southampton, der havde tabt de seneste fire ligakampe levede dog op til favoritværdigheden mod Leicester.

Fra kampens begyndelse var det med Southampton i teten. Hjemmeholdet, der havde Pierre-Emile Højbjerg med fra start, kom også i front efter 26 minutter, hvor James Ward-Prowse sparkede bolden ind bag Kasper Schmeichel, som ikke så specielt godt ud i Leicester-målet.

Føringen blev udbygget inden pausen, da Jay Rodriguez fra tæt hold bankede bolden i nettet efter et hjørnespark, som Leicester kampen igennem havde problemer med at forsvare sig imod.

Sidste sæsons mestre var sjældent farlige foran Fraser Forsters mål, og i stedet burde Pierre-Emile Højbjerg have gjort det til 3-0, da han opsnappede en elendig aflevering fra Christian Fuchs. Midtbanespilleren var helt alene igennem med Kasper Schmeichel, men høvlede bolden mere end en meter forbi målet. Det var blot én af flere dårlige afslutninger Højbjerg, som dog skilte sig fornuftigt af med boldene på midtbanen i de 72 minutter, han fik på banen.

3-0 stod der på tavlen mod slutningen, men målet blev annulleret efter Michael Oliver havde haft en dialog med sin linjedommer, der markerede for offside. Wes Morgan slap derfor for at blive noteret for et selvmål.

Selvsamme Morgan kom i fokus kort efter, da han begik straffespark mod Shane Long, som simpelthen oversprintede Leicester-stopperen. På det efterfølgende straffespark var Dusan Tadic sikker, og han hamrede bolden op i toppen af målet.

Med sejren kravlede Southampton to placeringer op i tabellen, hvor de nu er nummer 11, mens Leicester fortsat er placeret på 15. pladsen, hvor de blot har fem point ned til nedrykningsstregen. 

Annonce