Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

£17,5 millioner: Newcastle nærmer sig græsk landsholdsspiller

Af Morten Bruun Jørgensen
24.06.2017 Kl. 07:35
Newcastle er ved at nærme sig et køb af den græske landsholdsspiller, Andreas Samaris.

Efter et år i the Championship er Newcastle nu tilbage i Premier League, og Rafael Benitez har i sinde at forstærke sin trup. Den spanske forsvarsspiller, Florian Lejeune, fra Eibar ser ud til at være nær et skifte til Newcastle, men også et lidt mere kendt navn kan være på vej til oprykkerne.

The Mirror rapporterer om, at Rafael Benitez i de seneste seks uger har arbejdet på at hente Andreas Samaris til klubben. Ifølge den engelske avis nærmer Newcastle sig en aftale med Benfica, som får £17,5 millioner for midtbanespilleren.

Den 28-årige Samaris kom til Benfica fra Olympiakos i 2014, og han har sidenhen vundet det portugisiske mesterskab hvert eneste år. Selvom han har to år tilbage af sin kontrakt med portugiserne, er han dog opsat på at skifte til Premier League.

Rafael Benitez har fået øget magt i Newcastle, efter den tidligere chefscout, Graham Carr, forlod klubben onsdag aften. Newcastle-manageren har nu fuld kontrol over nye indkøb, og han vil have erfarne spillere, som har bevist sig på højt plan.

Det har Andreas Samaris, som foruden at have spillet Champions League-fodbold også har landsholdserfaring fra det græske landshold. 

Annonce