Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Opsummering: PL-mandskabernes lørdagskampe

Af Mads Bye Marboe
23.07.2016 Kl. 16:10
Flere Premier League-mandskaber har været i aktion denne lørdag. Vi giver her et overblik.

Forberedelserne til den kommende sæson er godt i gang for Premier League-mandskaberne.

Mens klubberne arbejder på forstærkninger, spilles der ligeledes træningskampe, og denne lørdag har flere mandskaber fra den bedste engelske række været i aktion.

Oprykkerne fra Burnley har mødt Bradford City fra den tredjebedste engelske række. Sejren lød på sikre 4-1, og målene blev sat ind af Andre Gray x2, Ben Mee og Michael Kightly.

Andetsteds skulle Swansea op mod Bristol Rovers, og her blev det ligeledes til en knusende sejr for waliserne. Andre Ayew, Leroy Fer, Stephen Kingsley, Kyle Naughton og Wayne Routledge sikrede en 5-1 sejr.

I aktion var også Stoke. The Potters mødte Simon Makienoks Preston, men Premier League-klubben måtte nøjes med 1-1. Mame Diouf scorede det enlige mål for Stoke.

Bournemouth måtte også nøjes med en deling i porten mod et lavere rangeret mandskab, da man gæstede Fratton Park og Portsmouth. The Cherries kom bagud allerede efter fire minutter, inden Lewis Grabban udlignede. Eddie Howes tropper kom bagud igen kort efter, men denne gang kunne Jordon Ibe udligne. Efterfølgende kom Bournemouth foran for første gang på en scoring fra Dan Gosling, men Portsmouth fik udlignet til slutresultatet, 3-3.

Til gengæld var der mere succes hos Sunderland, Hull og Everton. Førstnævnte vandt 2-1 over Rotherham på scoringer af Fabio Borini og Charles N'Zogbia, mens Shaun Maloney og Abel Hernandez sikrede The Tigers en 2-0 sejr over Scunthorpe. For Everton var Kevin Mirallas, Gerard Deulofeu og Ross Barkley på pletten, da man slog Barnsley med 3-0.

Det kan desuden nævnes, at West Ham lige nu fører 2-0 over Karlsruher SC efter en times spil.

Annonce