Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Klopp vil hyldes foran 700.000 mennesker i Liverpools gader

Af Marcus Sørensen
26.08.2016 Kl. 15:54
Jürgen Klopp vil arbejde hårdt for succes i Liverpool, og han håber at vinde noget stort til klubben og byen.

Jürgen Klopp har allerede sat sit tydelige præg i Liverpool efter mindre end et år i klubben, hvor han har været en del af en række uforglemmelige sejre.

En af disse var den vanvittige 4-3 sejr over Dortmund på Anfield i Europa League, hvor Liverpool var bagud med 1-3. En oplevelse der står blandt de klareste i Klopps erindringer.

– Den sidste halve time mod Dortmund, er det bedste, jeg har prøvet. Jeg følte, at ingen kunne stoppe os. Jeg var ikke sikker på, at vi ville score, men det var vildt, fortæller Klopp i et interview med BBC.

Klopp ved, at hans filosofi giver åbne kampe, hvilket er en del af hans spilopfattelse. Først og fremmest vil han give Liverpool-fansene en stribe gode oplevelser, inden han håber, at det vil kulminere i en stor triumf.

– Livlig! Det er ikke den smarteste måde, det ved jeg, men sådan er det, fortsætter Klopp, da han blev bedt om at beskrive sin spillestil.

– At spille mindeværdige kampe i træk – det er mit første mål. Folk skal virkelig se frem til næste kamp.

Klopp skrev tidligere under på en ny, seksårig aftale med Liverpool, og manageren håber i løbet af de seks år at bringe trofæer til Liverpool.

– Jeg vil fejre noget i seks år, seks gange efter hver sæson. Det ville være fedt, tilføjer Klopp med et smil.

– Ikke en lille ting, virkelig fejre noget. Køre i en stor bus gennem Liverpool med 700.000 mennesker. Det vil jeg elske at gøre. Det vil være fedt!

Første step på vejen mod succes er morgendagens udekamp mod Tottenham.

Annonce