Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Independent: Leicester vil slå transferrekord igen

Af Morten Bruun Jørgensen
25.08.2016 Kl. 08:09
Leicester er klar til at slå sin transferrekord endnu engang.

The Independent skriver i dag, at Claudio Ranieri har udset sig Steven N’Zonzi, som ønsker at vende retur til Premier League, hvor han tidligere har spillet for Stoke.

Den 27-årige midtbanespiller har en frikøbsklausul på £25 millioner i sin kontrakt med Sevilla, men det vil ikke blive et problem for Leicester, da klubbens ejere er klar til at bruge flere penge i dette transfervindue, da der er Champions League på programmet i denne sæson.

Claudio Ranieri mistede N’Golo Kanté til Chelsea i sidste måned, og selvom han har hentet Nampalys Mendy som erstatning for den franske landsholdsspiller, er han ude efter at købe en ny defensiv midtbanespiller.

Mendy sidder formentlig ude i de næste tre uger med en ankelskade, som han pådrog siden i weekendens uafgjorte kamp mod Arsenal. Den nyindkøbte midtbanespiller har desuden heller ikke overbevist indtil videre for Leicester, selvom han kun har fået få minutter på banen.

N’Zonzi har været på Leicesters radar, siden han sidste år blev solgt til Sevilla for £7 millioner. Den franske midtbanespiller var med til at vinde Europa League med sin spanske klub i sidste sæson, men han formåede ikke at spille sig til en plads i idealopstillingen hos Sevilla.

Monaco er angiveligt også interesserede i N’Zonzi, men Leicester er, ifølge The Independent, i førersædet til at sikre sig den tidligere Stoke-profil.   

Leicester har slået transferrekord to gange denne sommer. Først da Nampalys Mendy blev købt for £13 millioner, og sidenhen da Ahmed Musa blev hentet i CSKA Moskva for £16 millioner. 

Annonce