Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fortrøstningsfuld Bilic: Anden halvleg giver os håb

Af Mads Bye Marboe
28.08.2016 Kl. 18:27
Slaven Bilic er fortrøstningsfuld, selvom West Ham tabte 3-1 til Manchester City tidligt søndag aften.

West Ham, som er ramt af skader til flere af holdets profiler, skulle søndag på en svær opgave ude mod Manchester City, som ikke havde tabt en kamp under Pep Guardiola.

Mandskabet fra Manchester startede også godt og var foran 2-0 allerede efter 18 minutter, men The Hammers kom tilbage efter pausen.

3-1 endte City dog med at vinde opgøret, men efter anden halvleg er manager Slaven Bilic fortrøstningsfuld.

– Manchester City var langt bedre i første halvleg. De startede bedst, var hurtigere, mere aggressive og bedre på andenboldene. Vi gav dem alt for meget tid og plads på bolden, og de scorede to mål, indleder kroaten over for klubbens hjemmeside og uddyber:

– Okay, de havde også deres muligheder efter pausen, fordi vi blev mere åbne, men i anden halvleg var jeg meget tilfreds med indsatsen. I anden halvleg ændrede vi på tingene, og det var et forandret West Ham. Vi fik reduceret og satte dem en smule under pres. Vi blev i kampen indtil halvleg. Jeg var ikke glad, så jeg bedte dem om at vise karakter og holdånd, hvilket de gjorde.

– Det giver os håb og troen på, at når de syv eller otte skadede spillere kommer tilbage, hvilket nogle af dem gør efter landskampspausen, bliver det anderledes. Det var en skam, at vi lukkede et sent mål ind, fordi det var en god anden halvleg, men første halvleg var ikke så god.

Michail Antonio stod for London-klubbens enlige scoring i nederlaget, der betyder, at man har tre point efter tre spillerunder.

Annonce