Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Big Sam: Defoe har reddet Sunderland

Af Mads Bye Marboe
01.05.2016 Kl. 12:03
Sam Allardyce er lykkelig over, at Sunderland har Jermain Defoe på lønningslisten.

Sunderland er en del af en meget tæt nedrykningskamp, hvor tre mandskaber ligger inden for to points afstand af hinanden.

At The Black Cats overhovedet har mulighed for at overleve i Premier League i denne sæson skyldes dog i høj grad, at Jermain Defoe har bombet mål ind for den nordengelske klub.

Mod Stoke sikrede han Sunderland et enkelt point med sin 14. sæsonscoring, og klubbens manager, Sam Allardyce, mener, at holdet havde været nedrykket allerede nu uden englænderen.

– Hvor ville vi være uden Jermain Defoe? Sandsynligvis nedrykkede. De andre har ikke scoret nok. Jermain har holdt os inde i kampen om overlevelse. Jeg går tilfreds hjem, for det er et point vundet – ikke to point tabt, sagde Big Sam på pressemødet efter det uafgjorte opgør mod Stoke.

Sunderland mangler nu kampe mod Chelsea, Everton og Watford, og Allardyce vil gerne have mindst to sejre.

– Vi har vores skæbne i egne hænder og skal spille bedre, så det ikke vil koste os, hvis dommeren skulle ske at begå en fejl. Vi skal vinde den kamp, vi har i hånden, og så skal vi selvfølgelig også vinde næste weekend.

Norwich har 31 point efter 35 kampe, Sunderland har 32 point efter 35 kampe, mens Newcastle har 33 point efter 36 kampe.

Annonce