Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Zlatan revser Scholes: Pogba-kritikerne burde holde deres kæft

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
06.11.2018 Kl. 10:37
I et større interview med FourFourTwo opfordrer Zlatan Ibrahimovic eksplicit alle kritikere af Pogba - særligt tidligere spillere - om at holde mund.

Kommentatorer, fodboldpersonligheder og tidligere Manchester United-spillere som Paul Scholes elsker at hade på Paul Pogba, men den franske midtbanespiller kan regne med, at Zlatan Ibrahimovic har hans ryg.

I et interview med FourFourTwo fortæller den svenske angriber, at kritikken af Paul Pogba er gået over gevind, og Zlatan opfordrer kritikerne til at tage et kig i spejlet.

– Jeg synes, det hele er blevet en smule hysterisk.  Man kan klandre Pogba for alt efterhånden. Hvis nogen kører overfor rødt, er det Pogbas fejl. Hvis dit dæk punkterer, er det Pogbas fejl. Hvis noget går galt, er det Pogbas fejl. Der er så mange folk, der snakker, og jeg tror ét eller andet sted bare, at de vil ønsker mere opmærksomhed, siger Zlatan Ibrahimovic.

Den store svensker, hvis ophold i Manchester United blev amputeret af en slem knæskade, synes særligt, at det er de kritiske ex-fodboldspillere, som burde slå koldt vand i blodet, når de kritiserer Paul Pogba.

– De skal slappe af. De burde kigge på sig selv, særligt ex-spillerne, og spørge sig selv: "Hvad gjorde jeg, da jeg spillede?".  For de var ikke meget bedre selv – jeg spillede mod dem. Nogle var gode, andre var ikke særligt gode, så undskyld min sprogbrug, men de burde alle sammen holde kæft og tage sig af deres eget i stedet. De får penge for at snakke, de får penge for at skabe opmærksomhed, men de bliver nødt til at tale ud fra fakta, siger Zlatan.

Det føler nemlig ikke, at kritikken af Paul Pogba er baseret på fakta, men i stedet er farvet af kommentatorernes personlige holdning til franskmanden.

– Når det omhandler Pogba, føles det altid som personlig kiritik. De skal være forsigtige, for når det bliver personligt, er det ikke længere professionelt. Det er to forskellige ting, og når du bliver betalt for at arbejde, skal du være professionel, ikke personlig. Det lader du ligge i hjemmet, lyder opsangen fra Zlatan.  

Annonce