Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Wright forlanger ændring: Fernandes' straffesparksteknik skal forbydes

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
22.11.2020 Kl. 11:30
Arsenal-legenden mener ikke, at Bruno Fernandes' måde at eksekvere et straffespark på er fair over for målmændene.

Ian Wright opfordrer til, at IFAB, der er ansvarlige for at forme fodboldspillets regler, gør det ulovligt at sparke straffespark på den måde, Bruno Fernandes gør det.

Portugisere tager typisk tilløb, bremser let op og laver et lille hop, inden han sparker til bolden, hvilket gør det umådeligt svært for målmændene at time deres udfald. Særligt nu, hvor keeperne skal have mindst en fod på stregen i det øjeblik, der sparkes til bolden.

Det led Sam Johnstone under, da Fernandes brændte sit straffespark mod West Brom, men efterfølgende fik lov til at tage det om, da målmanden var for hurtig fra stregen – hvilket han i øvrigt også så ud til at være, da Fernandes scorede på sit andet straffespark.

Wright føler, Manchester United-stjernens teknik efterlader målmændene chanceløse, hvilket kommentatoren ikke føler, kan være hensigten.

– Det er besværligt for målmændene. Man burde forbyde folk at lave det hop, så de i stedet bliver nødt til bare at løbe mod bolden og sparke til den. Hvis de må bevæge sig, mens målmændene ikke må, er det ikke fair, siger Wright ifølge Manchester Evening News.

– Man bliver nødt til at løbe direkte til bolden under tilløbet til sparket uden at måtte hoppe.

 

Annonce