Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Wolves smed føring over styr: Er alligevel videre i Europa League

Af Morten Bruun Jørgensen
28.11.2019 Kl. 19:59
Wolves er videre til 1/16-finalerne i Europa League, selvom klubben smed en føring over styr mod Braga.

Det er sjældent, Wolves lukker tre mål ind.

Det gjorde Premier League-klubben, der gennem det seneste halvandet år er blevet kendt for at have en solid defensiv, dog i aftenens udekamp mod Braga i Europa League.

Allerede efter seks minutter bragte André Horta portugiserne i front, men Wolves svarede hurtigt igen. Først fik en flyvende Raul Jiménez udlignet efter 14 minutter, og efter henholdsvis 34 og 35 minutter lagde han op til Matt Doherty og Adama Traorés scoringer.

I anden halvleg kunne Wolves dog ikke holde fast i føringen, idet Paulinho og Fransergio med deres mål fik udlignet for Braga.

Det ene point var dog rigeligt til at sende Wolves videre, da Besiktas samtidig slog Slovan Bratislava. En sejr i sidste kamp mod tyrkerne vil sikre Wolves førstepladsen i gruppen foran Braga, der også er sikker på avancement.

Annonce