Wirtz-fiasko: Bayern München vil have PL-stjerne
Det ser ikke ud til at lykkes for Bayern München at slå kløerne i Florian Wirtz, men den tyske storklub har et alternativ i kikkerten.
For det ser i stedet ud til, at det bliver Liverpool, som får glæde af den tyske stjernespiller fremover.
Bayern München har også offentligt erkendt sit nederlag. Det gjorde klubbens præsident således tidligere i weekenden.
Der er sideløbende blevet kigget på alternativer, og nu kan The Mirror fortælle, at Bundesliga-klubben i stedet har sat alle sejl ind på Eberechi Eze fra Crystal Palace.
Sidste sommer havde den tyske storklub succes ved at hente Michael Olise i netop Crystal Palace for knap 500 millioner kroner. Franskmanden har sidenhen været en kæmpe profil for klubben.
Eberechi Eze har længe gjort det rigtig godt for Crystal Palace, og sidste sommer var han med England til EM i Tyskland. Det var således også ham, der blev matchvinder i FA Cup-finalen tidligere på måneden.
Han har efter sigende en frikøbsklausul på den gode side af 550 millioner kroner, men det er også penge, som Bayern München råder over.
Også Manchester City har gennem længere tid vist interesse for den 26-årige midtbanespiller, mens der også er andre engelske klubber, der har kigget på ham.
Læs mange flere transferrygter lige her.