Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Wilshere skyder med skarpt mod dovne trænere: Giv mig en chance

Af Emil Plovgaard
23.09.2021 Kl. 12:24
Jack Wilshere er træt af stereotype forestillinger om hans skadessituation.

Den skadesplagede Jack Wilshere står i øjeblikket ikke på lønningslisten hos en fodboldklub.

I sommer blev den 29-årige midtbanespiller løst af sin kontrakt hos Bournemouth efter mindre end et halvt år i Championship-klubben.

For tiden træner han med hos den italienske Serie B-klub Como, som han dog ikke er et emne for på grund af reglerne om ikke-EU-spillere.

Wilshere vil gerne have rystet sin historik omkring skaderne af sig. Noget, der nok også er nødvendigt, hvis han skal finde sig en ny klub.

– Jeg synes, der er en forestilling om, at jeg er en god spiller, men at man bare venter på, at skaden sker. Den mening har jeg hørt et par gange, siger Wilshere i podcasten Under The Surface.

– Jeg har ikke været skadet siden lockdown, og det var ikke nogen alvorlig skade. Jeg har trænet hver dag, siger den tidligere Arsenal-spiller.

– Da jeg var i Bournemouth, var jeg kampklar i hver eneste kamp, så jeg synes, det er et dovent svar at give.

– Giv mig en chance. Lad mig bevise mit værd, og at jeg er fit.

I sidste uge tilbød Mikel Arteta at lade Jack Wilshere træne med hos sin tidligere klub.

– Vi er villige til at hjælpe ham så meget som muligt. Det ved han også, lød det.

 

Annonce