- Wilshere bør skifte klub, hvis han vil til VM
Jack Wilshere har kun fået to indhop i Premier League for Arsenal i denne sæson, og han synes langt fra at være førstevalg på Arsène Wengers midtbane.
Wilsheres seneste landskamp for England var i 2016, og han står over for en vigtig beslutning til januar. Ifølge den tidligere Watford-bomber Odion Ighalo bør Wilshere skifte, hvis der ikke kommer andre boller på suppen i Arsenal.
– Hvis han skal være klar til VM, skal han spille mere. Hvis han stadig er i Arsenal og ikke får chancer for at spille, ville jeg anbefale ham at skifte, siger Ighalo til Premier League Daily ifølge Mirror.
– Han er en rigtig god spiller. Han kan ikke bare sidde på bænken. Hvis han ikke kan spille i Arsenal, så kan han spille for ethvert andet storhold i Premier League.
Ighalo, som nu spiller for kinesiske Changchun Yatai, scorede 15 Premier League-mål for Watford i 15/16-sæsonen.