Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Wilder fejrede Sheffield United-forlængelse med smal sejr

Af Mads Bye Marboe
10.01.2020 Kl. 21:53
Sheffield United vandt fredag 1-0 over West Ham på en scoring af Oliver McBurnie i anden halvleg.

Få timer inden fredagens Premier League-opgør på Bramall Lane kunne Sheffield United offentliggøre, at aftalen med succestræneren Chris Wilder var blevet forlænget frem til sommeren 2024. Og det skulle oprykkerne forsøge at fejre mod West Ham.

Den første store chance tilfaldt Sheffield United, og uheldigvis for hjemmeholdet var det John Egan, der fik muligheden.

Den 27-årige forsvarsspiller hoppede højest på et hjørnepsark efter godt ti minutter, men Egan har scoret bare et enkelt mål i 67 kampe for The Blades, og heller ikke i dette tilfælde viste han skarphed foran modstanderens mål.

Få minutter senere fik West Ham-målmand Lukasz Fabianski problemer i forbindelse med et målspark, hvorfor polakken måtte udskiftes tidligt i opgøret. Fabianski var ellers vendt tilbage fra en længerevarende hofteskade kort inden nytår.

En halv time inde i opgøret slap Felipe Anderson igennem efter et mistimet indgreb af John Egan, der dog kunne prise sig lykkelig for, at West Ham-brasilianeren ikke udnyttede hjemmeholdets gave. Anderson sparkede snært forbi den ene oppasser.

Og helt generelt var det sporadisk, hvad de to hold præsterede af chancer i løbet af de første 45 minutter, hvorfor det også stod 0-0, da Michael Oliver fløjtede til pause.

Anden halveg fik en lovende indledning, og der var spillet bare fem minutter, da John Fleck fik en god dobbeltmulighed. Fra kanten af feltet fik han først blokeret sin afslutning, og returbolden var midtbanespilleren ikke langt fra at sparke i mål.

I West Ham-buret var David Martin ellers væk som følge af den første afslutning, men de mange West Ham-spillere gjorde det svært for Fleck at sparke kuglen i det tomme mål.

Efter 53 minutter havde hjemmeholdet imidlertid heldet med sig. Fabian Balbuena gik forkert af en simpel aflevering fra David Martin, og pludselig havde Fleck, der opsnappede bolden, alle muligheder for at gøre det til 1-0.

Men Oliver McBurnie havde også sneget sig med, og skotten valgte at trille bolden til højre til angriberen. McBurnie fik ingenlunde noget godt træf på bolden, men Martin kunne lige akkurat ikke afværge den svage indersideafslutning.

I det 69. minut fik Sebastian Haller annulleret en scoring for offside.

Indskiftede Lys Mousset skulle få minutter senere have afgjort opgøret, da angriberen fik en fri skudmulighed i gæsternes felt, men David Martin diskede op med en flot fodparade.

Mod slutningen af opgøret fik Manuel Lanzini i stedet et par fine muligheder for at bringe balance i rengskabet. Først sendte argentineren et farligt frispark mod Dean Hendersons mål, og nogle minutter senere var John Egan atter skyld i en West Ham-mulighed, da forsvarsspilleren snublede og mistede bolden til Lanzini.

Midtbanespilleren drev bolden hele vejen ind i Sheffield-feltet, men forsøget sendte han lige på lejesvenden fra Manchester United.

To minutter inde i overtiden troede Robert Snodgrass, at han havde sikret West Ham et dramatisk pris, da han passerede Dean Henderson. Oplæggeren Declan Rice havde dog haft hånden på bolden, hvorfor scoringen blev annulleret efter en VAR-gennemgang.

Af denne grund sluttede det med en 1-0-sejr til Chris Wilder og co., der sågar avancerer til Premier League-tabellens femteplads.

Både Manchester United, Totteham og Wolves har imidlertid mulighed for at overhale The Blades, når de skal i ilden senere i weekenden.

Annonce