Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Wijnaldum nyder ny rolle på Liverpool-mandskabet

Af Morten Bruun Jørgensen
19.11.2018 Kl. 14:02
Georginio Wijnaldum nyder at spille en mere tilbagetrukket rolle på Liverpools midtbane.

Da Georginio Wijnaldum for to år siden skiftede til Liverpool, var det med en plads på den centrale midtbane som 8’er i sigte. Det har dog siden ændret sig – men ikke til noget dårligere.

Den hollandske midtbanespiller er langsomt blevet sat til at spille en mere tilbagetrukken og defensiv rolle – en plads som 6’er – og det bekommer den tidligere Newcastle-spiller ganske vel. Det fortæller han i et interview til Liverpools hjemmeside.

– Da jeg snakkede med manageren her, fortalte han mig, at vi ikke rigtig spiller med en 10’er, at vi spiller med to 8’ere, og at jeg ville blive en af dem. Men jeg tror, at manageren lærte mig langt bedre at kende gennem den første sæson. Man træner hver dag, og man ser hinanden hver dag.

– På 6’er-positionen havde vi Jordan Henderson, Emre Can og Kevin Stewart, så vi havde nogle spillere der. Men i min anden sæson sagde han; ”Jeg tror, du også kan spille som 6’er, og vi vil måske bruge dig der i nogle kampe, så vær forberedt.” Så under træning spillede jeg nogle gange der, og i træningskampene i Hong Kong spillede jeg der, men i de betydende kampe, fik jeg kun to kampe der – mod Manchester City og Everton tror jeg.

– Denne sæson har jeg spillet der en del, og det er gået ret godt. Jeg nyder det, fortæller hollænderen.

Tidligere i sin karriere har Georginio Wijnaldum spillet en række kampe på både højre og venstre kant, men i de seneste år har han fundet sig til rette centralt på banen.

Annonce