Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Watford sendte Moyes hjem med nederlag i debut

Af Morten Bruun Jørgensen
19.11.2017 Kl. 17:58
Watford sikrede sig de tre point i hjemmekampen mod West Ham.

Hos Watford er Marco Silva en eftertragtet herre, men the Hornets har afvist interessen fra Everton. Hos netop Everton har David Moyes en lang fortid, men nu er den skotske manager på kontrakt i West Ham. 

Moyes stod for første gang i spidsen for West Ham i dagens eneste Premier League-kamp, hvor Watford bød op til dans på Vicarage Road. Det blev dog ikke nogen drømmedebut for Moyes i West Ham. 

Allerede efter 11 minutter sparkede Will Hughes hjemmeholdet i front, da han opsnappede en løs bold inde i feltet, hvorefter han passerede Joe Hart i West Ham-målet. 

Watford dominerede med bolden, men West Ham forsøgte også at bide fra sig, og som kampen skred frem begyndte de at presse mere på for en udligning. Det kom dog til at koste i den anden ende, da Watford slog kontra. 

Will Hughes sendte Richarlison afsted på venstrekanten, og herfra trak brasilianeren lidt ind i banen, inden han sparkede hjemmeholdet på 2-0. Det blev også kampen resultat, og dermed kom Watford tilbage på sejrskurs efter tre nederlag på stribe. West Ham er derimod under nedrykningsstregen med blot ni point. 

Annonce