Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Vigtig Leicester-spiller har fået indsprøjtning: Er stadig tvivlsom

Af Morten Bruun Jørgensen
22.08.2019 Kl. 15:00
En af Leicesters profiler kan fortsat være ude med en skade til den kommende runde.

Da Leicester i sidste weekend spillede mod Chelsea, var det med Christian Fuchs på venstre back.

Den rutinerede østriger er ellers normalt ikke en del af startopstillingen, efter Ben Chilwell har sat sig tungt på den position efter en rivende udvikling gennem de seneste sæsoner, men englænderen er blevet ramt af en skade.

Leicester har gjort meget for at få ham klar så hurtigt som muligt, men selvom han blandt andet har fået en indsprøjtning for at modvirke sine hofteproblemer, er det stadig ikke sikkert, at han kan spille i weekenden mod Sheffield United.

– Ben fik en indsprøjtning i sidste uge. Vi må se, om han er klar til weekenden, men det er sandsynligt, at han bliver klar til næste uge, fortæller Brendan Rodgers til Leicesters hjemmeside.

Leicester-manageren er dog slet ikke utryg ved at lade 33-årige Christian Fuchs spille endnu en kamp som venstre back.

– Han var forrygende, og han fik belønningen for den måde, han har trænet. Han er en rigtig, rigtig værdifuld del af vores trup. Han giver sig 100 procent hver dag, og det forbereder ham til enhver kamp.

Da Leicester i 2015/16-sæsonen vandt det engelske mesterskab var det med Christian Fuchs som fast mand, mens Ben Chilwell måtte nøjes med enkelte kampe i pokalturneringerne.

Annonce