Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Verdensklasse-XI: Her er 11 store kanoner med korte kontrakter

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
22.05.2019 Kl. 10:43
Vi har formet et verdensklassehold med 11 spillere, som blot har et år tilbage på deres nuværende kontrakt.

Alle disse spillere er på nippet til at gå ind i deres kontrakters sidste år.

Målmand: David de Gea – Manchester United

Manchester United måtte tidligere på sæsonen gøre brug af den option, der automatisk forlængede spanierens kontrakt med yderligere et år.

Det betyder, at David de Gea har en sæson tilbage på sin kontrakt, og skal man tro rygtemøllen, bliver det også hans sidste.

Seneste nyt er, at Manchester United har nægtet at matche det kontrakttilbud på £350.000 ugentligt, som PSG har tilbudt målmanden.

Højreback: Thomas Meunier – PSG

Manchester United kan til gengæld hævne sig ved at hente Thomas Meunier til udsalgspris denne sommer.

Den belgiske back insisterer på, at han er glad for at være i PSG,  men han flirter offentligt med flere andre klubber – heriblandt The Red Devils.

£26 millioner skulle være nok til at hente ham.

Midterforsvarer: Toby Alderweireld – Tottenham

Der skal et mirakel til,  eller måske en finalesejr i Champions League,  før Toby Alderweireld forbliver i Tottenham næste sæson.

Han har en frikøbsklausul på £25 millioner, som træder i kraft efter sæsonafslutningen.  Fuldfører han det længe ventede skifte til Manchester United,  eller vender han hjem til Ajax? –  Noget, han selv har antydet, at han er interesseret i.

Midterforsvarer: Eric Bailly – Manchester United

Han har været i klubben i  tre sæsoner nu,  men selvom hans evner er åbenlyse, bliver han ved med at spænde ben for sig selv med hovedløse tacklinger, dumme beslutninger og skader.

Han har i perioder været rygtet væk, og pålidelige kilder har skrevet, at han er blandt spillerne, der er på transferlisten denne sommer.

Venstreback: Ryan Sessegnon – Fulham

Sessegnon fik ikke ligefrem en drømmedebut i Premier League – hverken personligt eller holdmæssigt med Fulham.

Han er dog stadig blot 19 og er stadig blandt Englands største talenter,  hvorfor en lang række topklubber står i kø for at hente ham.

Tottenham ligner en meget realistisk destination, men Sky Sports skrev forleden, at Manchester United også var i forhandlinger med den unge back.

Midtbanespiller: Blaise Matuidi – Juventus

Han er måske 32, men VM-vinderen har stadig luft nok til at dække hele banen og mere til –  hvilket 39 kampe for Juventus denne sæson også understreger.

Han kostede Bianconeri £18 millioner, da han skiftede fra Paris Saint-Germain, og dem vil Juventus uden tvivl forsøge at tjene ind igen, hvis de beslutter sig for at sælge.

En lang række Premier League-klubber burde have penge til at give den franske Duracel-kanin et skud.

Midtbanespiller: Ilkay Gündogan – Manchester City

Der har været skrevet meget om, at Gündogan var på vej væk fra Manchester City, men lad os være ærlige;  Hvem gider at forlade verdens måske bedste hold i skrivende stund?

Ikke Gündogan, som siden mesterskabet kom i hus,  har indikeret, at han nu er klar til at forlænge med The Citizens.

Offensiv midtbanespiller: Nabil Fekir – Lyon

Det hele gik i vasken sidste sommer, men mon ikke,  vi ser Nabil Fekir skifte Lyon ud i det kommende transfervindue.

Liverpool var angiveligt tæt på at betale £53 millioner for franskmanden, da man i sidste øjeblik trak stikket.  Denne sommer må prisen være markant lavere, da han blot har et år tilbage på sin kontrakt.

Højre midt: Christian Eriksen – Tottenham

Spanske medier skriver, at aftalen med Real Madrid allerede er underskrevet, og det virker ikke helt usandsynligt, at danskeren bliver præsenteret på Santiago Bernabeu efter Champions League-finalen.

Flere kilder har i hvert fald berettet, at Spurs' indstilling er,  at danskeren bliver solgt denne sommer, medmindre han forlænger sin kontrakt med klubben.

Venstre midt: Eden Hazard – Chelsea

Chelsea vil ikke stå i vejen for skiftet til Real Madrid,  men gider heller ikke overgive sig uden kamp –  eller en stor pose penge.

Der er umiddelbart ingen tvivl om, at Hazard skifter denne sommer,  men spørgsmålet er,  hvor stor en transfersum The Blues formår at klemme ud af Real Madrid.

Angriber: Timo Werner – RB Leipzig

Leipzig har hele tiden sagt, at medmindre Werner forlænger sin kontrakt, så bliver han solgt denne sommer.

Der er intet, der tyder på, at han forlænger, så hvor fortsætter han karrieren? – Liverpool ville give mening, men det ville Bayern München, som har brug for et ungt alternativ til Lewandowski,  også.

Bænk: Keylor Navas, Nacho, Vertonghen, Matic, Willian, Mertens, Cavani

Annonce