Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Venskabskamp koster dyrt: Chelsea-profil kan misse Europa League-finale

Af Morten Bruun Jørgensen
16.05.2019 Kl. 06:40
Ruben Loftus-Cheeks deltagelse i Europa League-finalen kan være tvivlsom som følge af en skade i en venskabskamp.

I nat spillede Chelsea en venskabskamp mod New England Revolution, og selvom det blev til en 3-0-sejr til the Blues, var der også malurt i bægeret.

Midtvejs i anden halvleg gik den indskiftede Ruben Loftus-Cheek til jorden efter at have forsøgt at tæmme en bold mellem to modstandere, og englænderen måtte lade sig udskifte med smerter i det venstre ben.

Umiddelbart så det ikke ud til, at han var i kontakt med en modspiller, men alligevel var han iført en beskyttende støvle, og han forlod stadionet i USA på krykker efter kampen.

Den 23-årige midtbanespiller, som i de seneste par måneder har fået masser af spilletid og været en vigtig spiller på den centrale midtbane for Chelsea, har nu to uger til at blive klar til Europa League-finalen mod Arsenal.

Ross Barkley scorede to mål i sejren, mens også Olivier Giroud kom på måltavlen.

Annonce