Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Velspillende Manchester United sejrede sikkert

Af Søren Nørgaard
09.02.2019 Kl. 14:23
En velspillende Paul Pogba scorede to mål, mens landsmanden Anthony Martial scorede det tredje mål, da Manchester United lørdag middag vandt 3-0 over Fulham.

Fulham havde chancen for at bringe sig i front allerede inden stadionuret havde rundet et minut. Ryan Babel fandt Andre Schurrle på kanten. Tyskeren sendte et perfekt indlæg i feltet, men Luciano Vietto mistimede sin afslutning, der gik forbi mål.

Gæsterne fra Manchester United kom sig hurtigt over det tidlige forsøg og satte sig langsomt på kampen. Et kvarter inde i opgøret kastede det en scoring af sig. Paul Pogba blev spillet fri i feltet og fra en spids vinkel sparkede han De Røde Djævle i front.

Ti minutter senere var Uniteds offensiv igen på spil, da Anthony Martial tog sagen i egen hånd og afdriblede to Fulham-spillere, hvorefter han sparkede bolden ind bag Sergio Rico i Fulham-målet.

Manchester United fortsatte med at presse Fulham langt tilbage på banen, men det resulterede ikke i flere mål før pausen.

Efter en times spil blev det også 3-0 til Manchester United. Juan Mata blev nedlagt i feltet og fra de elleve meter var Paul Pogba sikkerheden selv og sparkede sin anden scoring i kampen i kassen. Derefter blev autopiloten sat til hos gæsterne, der kontrollerede sejren hjem uden at Fulham skabte de store chancer.

Med sejren lægger Manchester United pres på Arsenal og Chelsea i kampen om top fire, mens Fulham fortsat er placeret under nedrykningsstregen.

Annonce