Vanvittigt: Så meget får du for Premier Leagues dyreste billet
35.827 kroner.
Så meget koster den dyreste billet, man kan købe til en Premier League-kamp, og den kan man få fingrene i hos Manchester City. Hvis ellers man har en god økonomi.
Det er Daily Mail, som har undersøgt, hvor man kan betale den højeste pris for at få fat i en Premier League-billet.
Manchester City tilbyder en ekstraordinær billet, som man skal slippe 35.827 kroner for. Til gengæld er det så også en absolut luksusbillet, man får fingrene i. Inkluderet i prisen er nemlig følgende.
- Eksklusiv transport til Etihad Stadium fra et sted i midten af Manchester
- Drinks og kanapéer
- Mulighed for at møde en klublegende i Manchester City
- En tur bag kulisserne på Etihad Stadium med en klublegende
- En privat samtale med en af klubbens analytikere på førsteholdet
- Mulighed for at se holdene i spillertunellen gennem glasvæggen
- Gå ned på sidelinjen for at se spillerne på tætteste hold under opvarmningen
- Fem-retters menu inklusive drinks
- Luksuriøse, polstrede og opvarmede siddepladser lige bag holdenes bænke
- Mulighed for at mødes med nogle af førsteholdsspillerne efter kampen
- En personlig fotograf, som tager billeder af din dag
Daily Mail skriver desuden, at den fem-retters menu vil finde sted i Manchester Citys Tunnel Club Premier, der regnes som en af de mest imponerende oplevelser i fodboldverdenen.
Historien melder ikke noget om, hvor ofte Manchester City sælger denne type billet i løbet af sæsonen.
TOPHISTORIER LIGE NU