Van Dijk kunne være død som 20-årig - kom tilbage som en indskrumpen person

Virgil Van Dijk fylder godt på fodboldbanen den dag i dag, men den hollandske forsvarsklippe skrumpede ind til en skygge af sig selv, da han for en årrække tilbage blev alvorligt syg.

Det fortæller hans tidligere træner fra hollandske Groningen, Dick Lukkien, i et interview med FourFourTwo.

Kalenderåret var 2012, og Virgil Van Dijk havde en fremragende første sæson som professionel for Groningen i Æresdivisionen, men efter at have spillet 90 minutter i en 1-0 sejr over Excelsior blev Van Dijk syg.

– Virgil blev syg, men vi kendte ikke omfanget. Først troede vi, at han havde fået influenza, så han blev sendt hjem, selvom han var i store smerter.  Det fik ham til at opsøge det lokale hospital, men de kunne ikke spore noget slemt, så han blev sendt hjem igen, fortæller Dick Lukkien om episoden.

Men smerterne aftog ikke for Van Dijk.  Tværtimod blev de værre, hvilket heldigvis fik hans mor til at reagere.  Hun slæbte sin store forsvarer af en søn til et andet hospital, og det er ikke til at sige, hvad der var sket, hvis ikke hun havde gjort det.

Van Dijk led nemlig af blindtarmsbetændelse, bughindebetændelse og nyreinfektion, hvilket fik sundhedspersonalet til at operere ham akut.

Operationen var vellykket, men Van Dijk måtte bruge to måneder i sygesengen, inden han atter kunne vende tilbage til fodboldbanen.  Det var dog en ændret mand, som vendte tilbage til Groningen. 

– Jeg var chokeret. Da han vendte tilbage, var han gået fra at være en stor mand til at være en indskrumpet person. Heldigvis kom han sig hurtigt over det, fortæller Dick Lukkien.

Van Dijk har også tidligere selv talt om den potentielt livsfarlige situation kort efter operationen i 2012.

– Jeg kan stadig huske, da jeg lå i sengen.  Jeg kunne kun se slangerne stikke ud af mig, min krop var ødelagt, og jeg kunne ikke gøre noget. På det tidspunkt tænkte jeg kun de værst tænkelige scenarier, fortalte Van Dijk kort tid efter operatonen ifølge FourFourTwo.

– Mit liv var i fare. Min mor og jeg bad til gud og diskuterede forskellige udfald. På et tidspunkt blev jeg nødt til at underskrive nogle papirer, som mindede om et testamente, så hvis jeg døde, ville en del af mine penge gå til min mor.  Vi ville selvfølgelig ikke snakke om døden som et muligt udfald, men vi blev nødt til det, for det hele kunne være sluttet dengang.