Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

United-transfermålet Fernandes: Jeg er klar til Premier League

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
17.04.2019 Kl. 09:59
Bruno Fernandes føler, at hans fysiske form er nået et punkt, hvor han sagtens kan håndtere Premier League.

Bruno Fernandes føler sig forberedt til et muligt sommerskifte til Premier League, hvor særligt Manchester United er blevet sat i forbindelse med den målfarlige midtbanespiller.

Sporting Lissabon-spilleren havde muligheden for at drage til England allerede sidste sommer, men følte ikke, at øjeblikket var det rigtige.  Sådan har den 24-årige portugiser det dog ikke længere.

– Sidste år fik jeg adskillige tilbud fra hovedsagligt England og Spanien, men eg følte mig ikke parat til at skifte. Ikke på grund af ligaens sværhed, men på grund af antallet af kampe, fortæller Fernandes i et interview med Record.

– Min debutsæson for Sporting Lissabon var første gang, at jeg fik så meget spilletid, og jeg tænkte, at jeg havde brug for endnu en sæson med fast spilletid. Nu føler jeg mig parat til udfordringen, hvis jeg nogensinde skal spille for et hold i England eller Spanien.

Fernandes har scoret hele 28 mål og lavet 15 assists i alle turneringer for Sporting Lissabon denne sæson, så man forstår godt, hvorfor en klub som Manchester United kunne være interesseret.

Den portugisiske midtbanespiller, der oftest spiller bag angriberen, forlængede dog sin kontrakt med Sporting sidste sommer og har nu en frikøbsklausul på €100 millioner –  så nogen billig mand bliver han ikke.

– Ingen spiller i verden burde være så mange penge værd, men det er en kilde til stolthed, at Sporting har så stor tiltro til mine evner, fortæller Fernandes. 

Annonce