Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

United-helt hylder Solskjær: Taktikken var perfekt

Af Asbjørn Sigsgaard
21.10.2020 Kl. 11:12
Marcus Rashford sikrede med endnu et sent parisisk mål Manchester United sejren over PSG tirsdag. Angriberen var yderst tilfreds med managerens taktiske setup til kampen

Tilbage i foråret sendte Marcus Rashford PSG ud af Champions League, da han med en straffesparkscoring i det 94. minut på Parc des Princes sikrede Manchester United både avancement til kvartfinalen og deres flotteste resultat under manager Ole Gunnar Solskjær. 

Tirsdag aften tog Solskjær og Rashford så endnu en parisisk skalp, da en scoring fra angriberen i det 87. minut gav United en overraskende 2-1 sejr i Champions League-premieren. Og Rashford var ikke sen til at hylde sin norske træner efter kampen. 

– Manageren satte taktikken perfekt op i dag. Systemet lod os udtrykke os selv i det offensive spil, samtidig med, at vi havde en stram defensiv organisation. Og det gjorde vi så godt, som vi kunne. Det er selvfølgelig en stor sejr og en perfekt situation at være i, for vi har også en masse at forbedre, udtaler stjernen til Manchester Uniteds hjemmeside.

På lørdag skal United nu forsøge at hente sæsonens første hjemmesejr i Premier League efter to nederlag i streg på Old Trafford. Det sker når Chelsea kommer på besøg. Der er kickoff kl. 18.30.

Annonce