Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Under luppen: Hvem er Takumi Minamino?

Af Jeppe Augustsen
12.12.2019 Kl. 13:20
Redmen Family har set nærmere på Takumi Minamino fra RB Salzburg.

Meget tyder på, at Takumi Minamino fra RB Salzburg bliver Liverpools første januarsigning.

Senest har sportsdirektøren fra RB Salzburg bekræftet, at man er i forhandlinger med Merseyside-klubben.

Det har fået Redmen Family til at se nærmere på, hvem denne japanske spiller er.

FAKTA 

Navn: Takumi Minamino
Født: 16. januar 1995 (24 år) i Osaka, Japan
Højde: 1,74 meter
Klubber:
Cerezo Osaka (2012-2015): 85 kampe – 17 mål
RB Salzburg (2015 – ): 192 kampe – 63 mål 

I denne sæson har Minamino indtil videre scoret 9 og lavet 11 assists i 22 kampe for RB Salzburg.

KARRIEREN KORT

Takumi Minamino fik sin fodboldopdragelse i Cerezo Osaka. Her spillede han for ungdomsholdene indtil han fik sin debut i J-League i 2012. Her nåede han at blive kåret som Rookie of the Year i J-League i 2013. I alt fik Takumi Minamino tre sæsoner i J-League inden RB Salzburg hentede ham i vinteren 2015.

I RB Salzburg gik der ikke længe før han blev en fast del af holdet. Med sine offensive spidskompetencer har han bidraget til flere flotte europæiske kampagner. Blandt andet i 2017-18, hvor RB Salzburg nåede helt til semifinalerne i Europa League.

I sin tid i RB Salzburg har Takumi Minamino vundet mesterskabet fem gange og pokalturneringen fire gange.

Ved siden af klubfodbolden er Minamino også en del af det japanske landshold, hvor han har scoret 11 mål i 22 landskampe.

SPILLESTIL OG POSITIONER

Minamino er både hurtig, har forrygende dribleevner og er dødsensfarlig i en-mod-en-situationer. Derudover har han glimrende boldkontrol og har et godt blik for spillet, såvel som for at skabe chancer for sine medspillere. Han arbejder hårdt og bidrager også defensivt, hvilket han blandt andet viste i tirsdagens Champions League-opgør, hvor han løb cirka 12 kilometer i løbet af kampen.

Foran kassen er han også ganske giftig, hvilket Liverpool allerede har fundet ud af. I deres første indbyrdes kamp scorede han med en glimrende flugter.

Minamino er en enormt alsidig offensivspiller, hvilket også gør sig også gældende i forhold til de positioner han kan spille på banen. Det er ikke uvant for japaneren at spille inde centralt bag en foranliggende angriber, mens han også brillerer på begge wings og helt forrest. Denne alsidighed kan blandt andet udnyttes, hvis Liverpool benytter sig af en 4-2-3-1-formation, hvor Minamino kan dække samtlige pladser i offensiven.

MANGE INTERESSEREDE

Interessen for Takumi Minamino har Liverpool ikke været alene om. Både tyske såvel som italienske klubber har haft offensivspilleren på radaren. Minamino selv havde angiveligt forberedt sig på et skifte til toppen af Bundesligaen, da Liverpool kom på banen og dermed fik japaneren på andre tanker.

Ikke nok med at Liverpool har vundet ræset foran både tyske og italienske klubber, så er man også endt foran Manchester United, der ifølge journalist Mark Ogden havde deres Head of Global Scouting, Marcel Bout, på plads til tirsdagens Champions League-kamp mellem RB Salzburg og Liverpool.

Interessen for Minamino er dog ikke ny. Allerede inden denne sæson gik i gang skulle Jürgen Klopp have været yderst interesseret i Minamino. For The Times skriver Paul Joyce, at Klopp er overbevist om at Minaminos tilgang kan give Liverpool et ‘boost’ i jagten på pokaler.

DEN ASIATISKE BONUS

Det skorter fortsat på store asiatiske profiler i Premier League, selvom kontinentet buldrer derudaf i disse år. Takumi Minamino kan meget vel blive den spiller der for alvor åbner døren til det store asiatiske marked for Liverpool. Interessen for Liverpool er i forvejen stor, men hvis en profil af Minaminos størrelse kommer til klubben, vil det uden tvivl eksplodere.

Dette marked var blandt andet afgørende i den netop overståede tvist mellem Liverpool og New Balance, hvor Liverpool ikke mente at New Balance kunne løfte opgaven. En opgave som Nike, der har stærke bånd til Japan, uden tvivl magter.

Klubben er i forvejen ved at planlægge en afstikker til Asien i sommeren 2020, hvor det forventes at klubben har en aftale på plads med Nike. En aftale der er lige på trapperne ifølge alle velinformerede Liverpool-korrespondenter.

Annonce