Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Uenighed: Mere end halvdelen af PL-klubberne ønsker at spille på egne stadioner

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
11.05.2020 Kl. 15:18
Det kunne godt se ud som om, at ideen om at spille på neutrale stadioner er ved at dø.

Premier League ventes at anmode den britiske regering om tilladelse til at bruge klubbernes hjemmebaner, når resten af sæsonen skal genopstartes. Det skriver Daily Mail og The Times mandag.

Hidtil var der lagt op til, at sæsonen skulle spilles færdig på otte forskellige "neutrale" stadioner – eksempelvis Wembley – men mere end halvdelen af Premier League-klubberne skulle ønske at tage eget stadion i brug i stedet.

Samtlige Premier League-klubber diskuterede denne mandag løsninger til, hvordan sæsonen kan genopstartes og de resterende ni spillerunder blive afviklet. Oprindeligt var det også meningen, at man skulle have stemt om en løsning i dag, men det er nu blevet skubbet mindst en uge.

Efter fire timers diskussion skulle klubberne nemlig ikke have været i stand til at blive enige om Project Restart, og det skyldes i høj grad, at klubberne ønsker at spille deres manglende hjemmebanekampe på egen hjemmebane i stedet for et "neutralt" stadion.

Derfor tyder det nu på, at et flertal ønsker at anmode regeringen om at genoverveje, hvorvidt det måske er muligt at spille på egne stadioner.

Set fra den lyse side har Premier League nu til gengæld fået grønt lys af den britiske regering til at starte fra den 1. juni. I øjeblikket arbejder klubberne angiveligt efter en dato for genopstarten, der skulle hedde den 12. juni.

 

Annonce