Tysk målsluger må vente med comeback
Niclas Füllkrug kom denne sommer til West Ham fra tyske Dortmund.
Skiftet kom efter en sæson, hvor Füllkrug havde været særdeles effektiv foran mål for holdet fra Ruhr-distriktet.
Men i West Ham lader succesen vente på sig for den 31-årige tysker.
Angriberen har således været skadet i holdets seneste tre kampe, og han har ydermere fortsat til gode at score sit første mål for London-klubben.
Det lader heller ikke til, at det bliver i weekenden, at Füllkrug skal få prikket bolden ind over stregen i West Ham-trøjen. Han er nemlig stærkt tvivlsom. Sådan lød det i dag fra West Hams træner Julen Lopetegui.
– Füllkrug har ikke været til rådighed indtil nu, så vi må se, hvad der sker. Desværre var han ikke til rådighed i onsdags, så vi må vente, men i øjeblikket er han ude. Det er en lille skade, men indtil nu er han ikke til rådighed, sagde den spanske manager på dagens pressemøde.
West Ham møder lørdag Thomas Franks Brentford.
Niclas Füllkrugs skifte til West Ham var hans første klubskifte væk fra Tyskland. Han har tidligere i karrieren repræsenteret Greuther Fürth, Werder Bremen, Nürnberg, Hannover 96 og altså Dortmund.