Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tre ting vi lærte af syvende spillerunde

Af Redaktionen
05.10.2021 Kl. 18:33
Her er, hvad vi blandt andet lærte af den forgangne spillerunde i Premier League.

Det blev en pointdelingen i topbraget mellem Liverpool og Manchester City, mens Manchester United igen satte point til. Derimod vandt Chelsea og topper nu tabellen.

Derudover lykkedes det igen Brentford at hive tre point i land, mens bundholdet Norwich formåede at holde rent bur – det var dog kun nok til ét point.

Her er tre ting, som vi lærte af syvende spillerunde.

Det vil tage tid for Aston Villa

Det var en travl sommer hos Aston Villa, der solgte Jack Grealish og brugte pengene fra salget på blandt andre Danny Ings, Emiliano Buendia og Leon Bailey. De mange nye spillere kræver tilvænning, og derfor har det heller ikke kørt på skinner for Dean Smiths mandskab indtil videre i sæsonen. I weekenden blev det til et nederlag mod Tottenham. Der er dog antydninger til, at Aston Villa kan blive endnu bedre end i sidste sæson, men der vil komme udsving undervejs.

Selvfølgelig blev det Watford

Sæsonens første trænerfyring er en realitet, og det er ingen overraskelse, at det blev Watford, der stod for den. Det er velkendt, at der er kort snor hos Pozzo-familien, og derfor blev Xisco Munoz skibet afsted efter nederlaget mod Leeds. Sæsonstarten har ellers været fornuftig for The Hornets, der er noteret for syv point efter syv kampe. Nu bliver det i stedet Claudio Ranieri, der skal forsøge at redde klubben fra nedrykning. Det kunne han i Leicester, og der vandt han jo også mesterskabet. Det ser vi dog næppe ske med Watford.

Dette kan blive Burnleys nedturssæson

Gang på gang har Sean Dyche formået at holde Burnley oppe i Premier League med få midler, men denne gang ser det vanskeligt ud. I weekenden blev det blot til 0-0 hjemme mod Norwich, og det er en kamp, som Burnley skal vinde. Kun fem mål er blevet scoret i sæsonens første syv kampe, hvor der endnu ikke er kommet en sejr på bordet. Der mangler individuel klasse på holdet, og denne gang synes kollektivet ikke at have samme styrke som tidligere. Det kan meget vel ende med en nedrykning denne sæson.

Annonce