Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tre tanker om femte spillerunde i Premier League

Af Morten Bruun Jørgensen
13.09.2018 Kl. 11:16
Femte spillerunde i Premier League nærmer sig, og her på PLBOLD deler vi tre af vores tanker inden den kommende runde.

Endelig.

Premier League er tilbage efter en landskampspause, der har budt velkommen til Nations League og indeholdt en stor konflikt i dansk fodbold. Nu kan vi heldigvis dog lægge det på hylden og i stedet koncentrere os om Premier League igen.

Op til femte spillerunde, som starter med lørdagens storkamp mellem Tottenham og Liverpool, er der flere tanker, som løber gennem hovederne hos PLBOLD, og dem vil vi dele her.

Kan Watford levere endnu en stor præstation?

Det var nok de færreste, som havde forestillet sig at altid svingende Watford ville stå med maksimumpoint efter fire runder. Senest blev det til en sejr mod Tottenham, og forude venter en hjemmekamp Manchester United. Det er endnu en svær kamp for Javi Gracias tropper, men hvis de kan præstere som i de første fire kampe, er det bestemt ikke umuligt at drille Manchester United, som omvendt har fået en sløj sæsonstart. Svaret får vi lørdag aften.

Manchester City mod Fulham bliver en målrig affære

Der er ingen tvivl om, at Manchester City er i besiddelse af en fantastisk offensiv, og selvom det burde indgyde respekt hos Fulham, vil det næppe få oprykkerklubben til at pakke sig ned i eget felt. Derimod har London-klubben under ledelse af Slavisa Jokanovic været kendt for at spille friskt til, og det vil formentlig også blive tilfældet mod Manchester City. Det kan Fulham muligvis brænde nallerne på, men der er i hvert fald lagt op til en målrig og underholdende affære på Etihad Stadium lørdag eftermiddag.

West Ham kan levere overraskelsen mod Everton

Der er næppe tvivl om, at Everton er favoritter til søndagens hjemmekamp mod West Ham. Det er endnu ikke lykkedes for the Hammers at skrabe point sammen i denne sæson, men måske har de alligevel en mulighed mod Everton. For Merseyside-klubben må undvære formstærke Theo Walcott grundet en skade, og samtidig er det uvist, om Richarlison når at komme helt ovenpå efter et par kampe for det brasilianske landshold. Det er to af klubbens største profiler, som har været toneangivende i denne sæson. Samtidig er Michael Keane og Yerry Mina også ude med skader, og det kan være West Hams chance. Manuel Pellegrini har fået lidt tid til at få spillet holdet sammen, og nu skal Marko Arnautovic, Javier Hernandez og de øvrige West Ham-spillere vise deres værd.

Her er kampprogrammet for femte runde:

Lørdag:
13.30 Tottenham – Liverpool
16.00 Bournemouth – Leicester
16.00 Chelsea – Cardiff
16.00 Huddersfield – Crystal Palace
16.00 Manchester City – Fulham
16.00 Newcastle – Arsenal
18.30 Watford – Manchester United

Søndag:
14.30 Wolves – Burnley
17.00 Everton – West Ham

Mandag:
21.00 Southampton – Brighton

Annonce